Besøg i Dyssekilde

Det otte-kantede hus

I starten når vi googlede bæredygtigt byggeri, kom dette otte-kantede hus frem. Ideen om et rundt hus, hvor vinden kunne bøjes af, virkede som en smart ting, nu når vi ville bygge på en ret så flad ø med en del vind. Ideen med de to etager og muligheden for at kravle ud ovenpå tagene og nyde udsigten med et glas vin i hånden, lød ret så lækkert. Græsset på taget gav følelsen af, at haven blot var blevet hævet fra jorden, og at det stadig ville være muligt at have græs mellem tæerne på sin altan. Tilfældigt og flere måneder senere opdagede vi, at dette fine otte-kantede hus lå i Dyssekilde – så vi kontaktede ejerne, der var så venlige at vise deres skønne hus frem. Det var en tidligere ejer, der havde brugt 3 år på at bygge det selv af træ, halm og ler.

ideer til Plantegning

Det svære ved det otte-kantede hus var indretningen. Vi googlede igen og denne gang på plan-tegninger af runde og kantede huse. Vi tegnede selv og funderede over, hvordan vi vil kunne indrette os i et rundt hus. Til sidst kunne vi også tegne det otte-kantede hus i Dyssekilde efter at have været på besøg.

Mere inspiration

Nu hvor vi var kommet hele turen op til Nordsjælland i Dyssekilde, gik vi os en tur for at lade os inspirere af de mange løsninger; et andet eksempel på et otte-kantet hus, valg af forskellige materialer, flot græs på taget, et overdække til vasketøjet, et fint vindue til hønsehuset, en flot entre i haven, halvbuet vindue i gavlen og grønt højbed helt op til huset. Der var mange interessante huse i den økologiske landsby. Det er altid muligt at se datoer for rundvisning i Dyssekilde på deres hjemmeside: http://www.dyssekilde.dk/