Noter om træ

Email fra Simon til vores arkitekter

Kære Trine, Helena og David.

Lige nu sidder jeg i toget på vej til Kbh (de andre bliver et par dage mere i Hobro for at holde vinterferie) og har under turen skrevet et par noter om træ fra Signes bog. Jeg tænkte, jeg ville dele dem med jer til inspiration og så må vi jo se, hvor vi ender.

  • Signes hus er bygget med brug af 15 forskellige træsorter
  • Konstruktionstræet er lærk og fyr, 20 x 20 cm.
  • Yderbeklædningen (og drivhuset) er canadisk red wood cedar i klink
  • Terassen er Guariuba
  • Vægge, lofter og gulve er Douglasgran fra et savværk i Korinth på Fyn. Alt fra træet er brugt, bredt og smalt. Rester er også udnyttet til patchwork på anneksets vægge.

Signe gør en stor pointe ud af at det mest bæredygtige ikke nødvendigvis er hverken genbrugt træ eller dansk træ. FSC-certificeret træ fra regnskove, især mindre kendte sorter, kan være det mest gavnlige valg rent klimamæssige (da fældning af regnskov har en stor andel af klimabelastningen og bæredygtig skovbrug dermed er en mulighed for at forhindre fældning og omlægning til landbrug).

Derfor anbefales følgende mere ukendte træsorter: Angelim Vermelho, Cubiuba, Eveuss, Okan, Pequia, Tali. Og følgende frarådes da disse er meget efterspurgte: Ipe, Azobé, Wenge, Meranti og Teak.

Det kunne helt sikkert være interessant at snakke med FSC Danmark for at høre mere om alt dette. Herudover nævner Signe også en importør af FSC-træ i Horsens som skulle have en kæmpe viden om træ og bæredygtighed.

Kh Simon