Skruerne skrues i

Så kom dagen, hvor skruerne endelig skulle skrues i.

Det virkede nærmest uvirkeligt. Vi sejlede over med færgen, mens vi spejdede op mod grunden. Vi kunne vist skimte en bil eller to – det var i hvert fald svært at se om der skete noget. Solen skinnede og vi havde besluttet at cykle op til grunden, så langsomt kom vi nærmere det vi i meget lang tid havde ventet på – skruerne!

De lå spredt over gruset på grunden. Hvis jeg lagde mig ned ved siden af en, ville den helt sikkert være længere end mig. Der var sat snore op, der viste linjerne i huset. Langs snorene var der lavet små huller, hvor skruerne senere skulle sættes i. Skruerne til huset var endnu ikke sat i. Først skulle NemtFundament lave en prøve på vores jord for at tjekke, hvor meget pres sådan en fundament-skrue kunne udsættes for før den bevæger sig længere ned i jorden.

Skruerne skal maks kunne klare 5 tons – og vores prøve klarede 9 tons. Vi kunne altså sagtens få besøg af tre elefanter, hvis det skulle ske 😉

Selve prøven af skruerne tog lang tid. Da Rune og hans makker fra NemtFundament først gik igang med skruerne til huset, tog det ingen tid for dem at skrue skruerne i. Efterfølgende var det en lettet følelse for os. Endelig sad skruerne i vores grund, men samtidig havde vi også følelsen af et anti-klimaks. “Var det bare det?” Vi havde brugt alt vores energi til at drømme om disse skruer – så nu kunne vi endelig tillade os at se fremad og drømme videre om et færdigt træhus.

Kaya fik lov til at skrue en skrue i – lige hvor vores hoveddør skulle være.

Træværks video: Dennis snakker, mens der skrues