“Det går rigtig stærkt”

Da vores overboer spurgte Elsa, hvordan det gik med byggeriet, svarede hun: “Det går rigtig stærkt!”

Det havde hun nok hørt os sige en del gange efterhånden, men det gik virkelig også stærkt i dagene efter skruerne var skruet i jorden. Før vi fik set os om, havde Dennis og Ivan bygget en trærem – den del af træfundamentet, der hviler på skruerne – samt tre vægge inde i vores hus. Der var gjort klar til vinduerne mod vest. Vi kunne gå gennem huset, hen over cellerne der med tiden kommer til at indeholde isoleringen, og mærke fornemmelsen af vores hus. Det var så utroligt – lige om lidt har vi et hus 🙂

Dennis fortæller om, hvordan han og Ivan er begyndt på byggeriet:

Kom forbi og få en snak om bæredygtigt byggeri🔨♻️ Vi har nu endelig fået startet op på vores fantastiske huse. Vi er igang med at opføre et CO2neutralt hus, med en sund økonomi.

Slået op af TræVærk i Torsdag den 28. juni 2018

Lige siden vi flyttede fra Frederiksberg til Snaptun havde vi haft en champagne stående øverst på skabet i vores stue.

Det var en champagne, jeg havde fået af nogle skønne kollegaer tilbage på Frederiksberg, og hvad ville være mere oplagt end at poppe den, når byggeriet gik igang. Vi endte flere gange med at lægge champagnen på køl for derefter at tage den ud og stille den tilbage på skabet igen, fordi endnu en forhindring havde vist sig.

Nu var vi lige pludselig i gang, og det var gået så hurtigt, at vi slet ikke havde nået at åbne champagnen den dag, hvor skruerne kom i jorden. Fredag aften, en halvanden uges tid efter, åbnede vi endelig champagnen med vores dejlige venner, Dion og Lea, imens ungerne havde travlt med at se Disney Sjov.

Det var et fantastisk og næsten surrealistisk øjeblik – vi havde forestillet os og ventet på at sidde der på grunden i mere end et år og nu, efter så mange opture og nedture, sad vi her endelig!